Gode råd: Hold frugten frisk i sommervarmen

Hvordan holder I frugten frisk i sommervarmen? Vil I undgå, at frugten bliver overmoden og må smides ud? Så brug rådene herunder, som hjælper med at holde frugten frisk i længere tid.

Undgå madspild med disse fem råd

1. Placér frugten væk fra sol og varme  

Solen gennem et vindue kan hurtigt forvandle en frugtskål til et minidrivhus. Og selvom der ikke er sol, når frugten sættes frem om morgenen, så kommer solen måske i løbet af dagen. Placér i stedet frugten et køligt og skyggefuldt sted, gerne i et lokale med ventilation. På den måde holder I frugten frisk i sommervarmen og undgår madspild.

2. Sæt frugten i køleskabet – dog ikke bananerne

Langt de fleste frugter holder sig bedre ved køligere temperaturer. Især de danske frugter har det bedst, når det ikke er for varmt. Hvis I har mulighed for det, så læg de mest sarte frugter i køleskab og tag dem ud lige inden spisning. Alternativt kan I sætte dem i køleskabet ved arbejdsdagens slutning og frem igen om morgenen. 

Sorter dog bananer fra først. Bananer har det bedst ved stuetemperatur, de kan blive grålige, få brune pletter og kedelig smag af for meget kulde. Men de har det stadig bedst, hvis temperaturen ikke er for meget over 20 grader. 

3. Opbevar frugten adskilt efter type  

Nogle frugter afgiver ethylen (en naturlig gas, der fremskynder modning). Det gælder blandt andet æbler, pærer og bananer. Opbevares de sammen med mere følsomme frugter som vindruer, blommer eller bær, fremskyndes forrådnelse. Derfor kan det være en fordel at dele frugten op i flere skåle, når det er varmt.

4. Hold øje med én frugt – den kan påvirke resten  

En enkelt frugt med stødmærker eller begyndende forrådnelse kan hurtigt “smitte” resten i kurven. Så tjek dagligt frugtkurven for overmoden frugt, og fjern den straks både for udseendets og holdbarhedens skyld. På den måde kan I holde frugten frisk i sommervarmen. 

5. Brug frugten kreativt, hvis noget modner hurtigt  

Frugt er en levende organisme og påvirkes af temperaturer og luftfugtighed. Derfor kan det ikke undgås, at I en gang imellem vil opleve overmodne æbler eller bananer, der er blevet bløde. Hvis noget af frugten ikke længere ser så indbydende ud, kan den stadig bruges til smoothies, frugtsalat eller blot skæres ud og serveres i små skåle. Det gør den modne frugt meget mere indbydende.

Velbekomme 🍏